Product added to basket

Om Dansani - Nyheder

Let og elegant design

 

14. marts 2018

Let, enkelt og papirtyndt design


De ultratynde bordplader og vaske i solid surface løfter badeværelsets æstetiske udtryk til nye højder og giver dig frie hænder til at skræddersy din helt egen løsning.

Det giver et ultratyndt, enkelt og stilrent udtryk. Det er slidstærkt og kan formes stort set, som man ønsker det. Derfor er det er ikke underligt, at det fleksible og slidstærke kompositmateriale solid surface er stormet frem de senere år. Herhjemme bliver produkterne blandt andet solgt under navne som Corian, Exmar, Rector og Hi Macs, men fælles for dem er, at der er tale om et kompositmateriale, som kan være baseret på akryl eller polyester. Solid surface er dog ikke bare solid surface – det er et materiale, som findes i flere kvaliteter.

Fælles for alle kvaliteter af materialet er, at bordplader og vaske kan fremstilles i minimale tykkelser, der giver et æstetisk løft til det klassiske og minimalistiske danske design, der er populært i mange hjem. Overfladen er silkemat, blød og varm i berøringen, og samtidig kan materialet formes, så vaske og bordplade kan fremstilles ud af et stykke uden samlinger, hvor der kan samle sig snavs.

Skræddersyet og indfarvet

En af de danske virksomheder, der med stor succes har taget solid surface til sig og indarbejdet det i produkterne, er Dansani, som er mest kendt for sine klassiske, danske designmøbler til badeværelset. Her har man valgt at arbejde med to forskellige kvaliteter af solid surface.

- I vores eksklusive topserie, Calidris, tilbyder vi solid surface bordplader og vaske i en eksklusiv kvalitet, der gør det muligt for os at skræddersy dem nøjagtigt til kundens behov. Bordplader kan produceres på mål, som tager hensyn til rummets arkitektur, lige som de efterfølgende kan tilpasses til eventuelle rørgennemføringer. Man kan vælge mellem et eller to indbyggede vaskebassiner i to forskellige dybder, og vi leverer i fire forskellige farver, som pladen er indfarvet i, siger Rasmus Kjær, udviklingsdirektør i Dansani.

Herudover tilbyder Dansani som en del af mellemserierne Luna, Zaro og Special Collection en lang række solid surface bordplader og vaske, både bordstående og heldækkende, i faste standardmål.

- Når det gælder Luna, Zaro og Special Collection, er der tale om standardiseret serieproduktion, hvor vi ikke tilpasser produkterne på samme måde. Det giver os mulighed for at vælge en lidt anden kvalitet af solid surface, som rammer det mere attraktive prispunkt, der er en del af konceptet med disse serier, siger Rasmus Kjær.

Tjek plejevejledningen

Ifølge Rasmus Kjær har begge typer af solid surface det samme enkle og æstetisk lette udtryk. Dog skal man som kunde generelt være opmærksom på, at når man anskaffer sig solid surface i en mere prisvenlig kvalitet, kræver det typisk lidt mere omhu, når det gælder pleje.

- Man skal være lidt mere varsom med pletter, når det gælder de prisvenlige kvaliteter, så læs altid plejevejledningen for at undgå ærgrelser, siger Rasmus Kjær og tilføjer:

- Men alle typer af solid surface kan tåle slibning med fint sandpapir, og fordi pladerne er indfarvet, og der er tale om et homogent materiale, så vil man ikke bagefter kunne se, at område er blevet slebet. Derfor kan man sagtens punktslibe dem, hvis uheldet skulle være ude.
 

 


Det tynde solid surface-materiale giver bordpladen et let og luftigt udtryk, som understreges af den bordstående vask, der tilfører et næsten naturstridigt element til den samlede oplevelse.


Her er bordplader og vaske formet ud af den samme solid surface-plade, uden samlinger, hvor der kan samle sig snavs. Det tynde solid surface-materiale gør, at bordpladen visuelt næsten forsvinder.


Solid surface er indfarvet, så farven går igennem hele materialet, hvilket gør, at små ridser er meget svære at se.