- Forside /
- Inspiration /
- Det store badeværelse
Vær kreativ i det store badeværelse
Når flere benytter det samme badeværelse, opstår der hotspots, hvor der er ekstra travlhed. Både bruseren, håndvasken og spejlet er steder, hvor der er ekstra run på, når hele familien skal skynde sig ud ad døren.  Men fortvivl ikke for hjælpen er på vej.
Indretningsmulighederne i et stort badeværelse er mange, så det handler bare om at være kreativ. Derfor har vi samlet en række tips og tricks til, hvordan du får det optimale ud af dit store badeværelse, så æstetik og effektivitet går hånd i hånd.
Øg effektiviteten i badeværelset
De fleste familier med kun ét badeværelse kender til problematikken med, at håndvasken og bruseren omdanner sig til en ren kampzone om morgenen, hvor alle kæmper om pladsen for at blive klar til at komme ud ad døren. Derfor vil vi gerne give dig inspiration til, hvordan du kan optimere indretningen af dit badeværelse, så hele familien kan bruge sin tid mere effektivt i badeværelset.
Få plads til hele familien med en dobbelt håndvask
Pladsen omkring vasken er ofte begrænset, og i et stort badeværelse kan denne udfordring nemt løses med en dobbelt håndvask, hvor 2 personer kan bruge håndvasken på samme tid.
Plads til flere under bruseren
I den store familie er pladsen under bruseren en mangelvare, men hvorfor ikke gøre bruseområdet i et stort badeværelse ekstra stort, så flere kan bade på samme tid? Du kan endda opsætte to brusehoveder i samme bruseafskærmning og dermed lave en dobbelt bruser, så flere kan bade på samme tid.
Hver sin side
Hvis du har et stort badeværelse med masser af opbevaringsplads, kan du med fordel inddele skuffer og skabe, så alle har deres egen faste plads til ting og sager. Det er praktisk, når flere bruger badeværelset samtidigt, da faste pladser gør det lettere at finde sine ting og komme hurtigere ud ad døren. Husk at fordele pladsen med øje for, at de, der er i badeværelset samtidigt, har deres ting i hver sin side, så de ikke kommer til at gå i vejen for hinanden.